Referater

Studietur/udflugt den 6/6 2019 til Hospice Limfjord

 

11 forventningsfulde medlemmer af vågetjenesten mødte op udenfor Hanstholm Rejser kl. 8 45.

Solen skinnede og bussen blev kørt frem af en kvik chauffør. Der var god stemning og megen snak i bussen ned til Skive. Vi ankom i god tid til Hospice og gik rundt i haven og nød det flotte design af planter og hyggerum med skærmende hække og duftende blomster.

Kl. 10 kom udviklingssygeplejerske Lotte Rasmussen og bød os ind til kaffe i deres konferencerum, som de havde fået lavet i det tidlige kedelrum.

Hospice Limfjord er 1 ud af 5 hospice i Region Midtjylland. Og startede i 2006 for 12 patienter, med 40 tværfagligt personalemedlemmer.  Af de 19 hospice der nu er i Danmark var Sct. Lucasstiftelsen i København det første.

Selve Hospicefilosofien er bygget op om grundlæggeren Cicely Saunders i 1967 fra London.

 

MAN BETYDER NOGET, MENS MAN ER HER!!

 

Det er en selvejende institution med 10 personers bestyrelse, som får penge fra regionen og diverse donationer. Man visiteres til et ophold og skal være ud af stand til at kunne plejes- lindres andre steder. Der er også en støtteforening, som søger fonde til frivilligt arbejde samt en genbrugsbutik i Skive.

En patient må ikke opgives for at helbredet opgives. Der blev brugt mange forskellige lindrende tiltag som akupunktur, zonebehandling, mindfullness, NADA, musikterapi, SPA bade og wellnessrum med massage og neglebar.

Der var 45 frivillige personer tilknyttet til at hygge om patienterne med kaffe og anretning af mad samt opvask og oprydning, køre ture i området i kørestol eller bus, spille og synge mm.

Det var flest 60-80-årige patienter lige dele mænd og kvinder som var der fra 1-7 dage og op til 1-2 mdr.

Stort fokus på pårørende i hele forløbet og også efter, med cafe for efterlevende 2 gange om måneden, opringning efter udskrivelse ca. 4 uger efter, besøg på hospice til samtale med præst eller psykolog. Mindeaften hvor hele personalet er til stede.

Rundvisning på stedet viste lyse, gamle, nyrenoverede rum i 3 etager plus kælder med meget hjemlig hygge der osede af nærvær og overskud.

Et helt igennem fantastisk sted.

Herefter kørte vi til Glaspusteriet Helledie. Et hyggeligt arbejdende værksted og tilhørende butik. Der var mange fine nips og brugsgenstande. Indenfor var der 40 graders varme og 25 gr udenfor.

Frokosten blev indtaget tæt på fjorden ved Sallingsund færgekro på de bord /bænkesæt, der stod der. Himlen blev mere og mere faretruende mørk med truende regnskyer. Højt humør og gode sandwishes samt øl og vand. Opholdet blev indskrænket lidt af den grund for stedet indgød til slentretur ved stranden. Ikke så snart var busdøren lukket, før det fossede ned. Dryp dryp.

 

Sidste stop var ved Din købmand i Østerassels. HER var ALT simpelthen. Man kunne ikke sætte en fod eller finger et sted, der ikke var varer til salg. Butik i 3etager. Der blev købt garn, tæpper og musefælder. Alle fik en is og hjemturen kunne begynde ad småvejene på sydvestmors.

 

!000 tak for en udbytterig tur                                               referent Jette Kristensen den 9/6 2019.

 

 

Offentligt aftenmøde eokt. 2018

Referat fra hospicepræst Ole Raakjærs foredrag

ved Vågetjenesten i Thisted og Ældresagens møde 8/10 18.

Emnet var: Hvordan hjælper vi hinanden, når livet er svært. 

De fleste vil gerne hjælpe, men det føles så svært, at man viger udenom. Man står overfor noget, hvor man er magtesløs og oplever livets skrøbelighed, og at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Ulykker kan også ramme mig, tænker man. Det er angstprovokerende og meget ubehageligt.

Ole Raakjær sagde, at når noget føles svært og tungt kan der være to grunde. Man skal skelne mellem hvad af det, der er problemer og hvad, der er byrder.

 Problemer skal man prøve at løse, og der kan være en hel del praktiske ting, man kan hjælpe med.

 Byrder kan ikke løses, de må bæres. Hvis man forveksler en byrde med et problem og prøver at løse det – for eksempel ved at trøste og opmuntre, er det nærmest en hån.

Den sørgende står magtesløs overfor døden. Den, der vil hjælpe, må erkende, at man selv er lige så magtesløs. Men man kan være sammen med den sørgende og dele magtesløsheden, så den sørgende ikke oveni sorgen bliver ensom.

Man hjælper ved at stille sig til rådighed for den sørgende, høre efter oplevelser, savn og klager og vrede uden at ville ”gøre” noget. Man skal være indstillet på, at man kan blive afvist, fordi det for den sørgende ikke er det rette tidspunkt – men være åben for nye muligheder.

”Hvordan har du det” kan være svært for en sørgende at svare på. I stedet kan hjælperen fortælle om en episode med den døde, som man gerne vil dele. Det kan føre til flere fortællinger, hvor man sammen med den sørgende mindes den døde. Fortællingerne kan udløse både gråd og latter, og gennem fortællingerne når man ind til følelserne, som ellers kan være svære at udtrykke.

Derfor er mennesker, der kendte den døde også ofte bedre samtalepartnere end professionelle. At overlade det til psykologer o.l. kan let være en undskyldning og flugt fra en forpligtelse.

En anden undskyldning er, at man ikke vil gøre den sørgende mere ked af det, ”de kommer bare til at græde”. Erfaringerne fra hospice er, at sorgen over tabet fylder det hele, så de kan ikke blive mere kede af det. Alle spørgsmål må stilles, men det er den sørgende, der kan sige ja eller nej til en samtale.

 

Tidligere har man talt om sorg som en tunnel, man skulle igennem og lægge den døde bag sig.

Nu ser man anderledes på det. Sorg er den pris, man må betale for at have elsket. Kærlighed og sorg kan ikke skilles, for det er to sider af samme sag. Sorgen og savnet vil og må være der resten af livet.

 Man kan se sorgen som et landskab, man skal leve i. Der er mørke skove, men også lyse enge, og resten af livet vil man bevæge sig mellem de forskellige steder på forskellige tidspunkter. Derfor kan sorg ikke sammenlignes eller gradbøjes, og der er ingen udløbsdato.

Ole Raakjær viste sorgen og livet som to cirkler. I starten efter et tab er de sammenfaldende - een  cirkel. Der er ikke plads til andet eller mulighed for at bevæge sig udenfor sorgen. Men den sørgende må leve videre i det nye, ukendte liv.

Sorgen selv ændrer sig nok ikke, men livet ændrer den sørgende. Efterhånden bliver livscirklen udenom sorgen større. Man er stadig sørgende, men man er ikke kun sørgende. Man er også forælder, kollega, ven, klubmedlem o.s.v..

Den døde bliver ved at have en plads i ens liv og må gerne mindes og omtales også af andre.

sommertur2018

Vågetjenesten i Thisted var på sommertur i går- på kalenderens første sommerdag, selv om vi i år allerede har haft en måneds sommer.

Vi kørte i private biler gennem det dejlige sommerlandskab med græssende kreaturer i enge der nogle steder var dækket af tæpper af kæruld og mange gule iris.

På skrænter og i hegn lyste gyvelbuskenes guldgule blomster og hyldebuske med blomster 2-3 uger før normal blomstringstid Overalt så vi de elegante vilde kørvel - nu nær sidste holdbarhedsdato. Holdbarheden er ikke lang i denne varme sommer.

Vi havde fået lov til at låne valgmenigheden i Klims forsamlingsrum et dejligt stort lyst og venligtkonfirmant rum, hvor vi selv kunne stå for kaffe og boller.

Her mødte vi de fire vågekoner fra Mariager fjord kommune, og de fortalte, hvordan de arbejdede. De er organiseret under Ældresagen. Det giver både fordele og ulemper i forhold t

il Vågetjenesten i Thisted, som er helt selvstændig.

Tiden gik hurtigt og kl 12.30 ventede en god frokost på Feriecenter Slettestrand. Der gik snakken lystigt videre, men til sidst tog vi afsked med Mariager fjord folkene og satte os ind i de godt varme biler.

Efter endnu en dejlig køretur gennem skoven til Svinkløv og byggepladsen til det nye hotel gik turen til ”kunstunik” nær Thorup strand, hvor vi i det gode vejr nød at drive rundt og kigge på glasfigurer og levende høns og haner.

Næste stop var Vesløs kro, hvor der var dækket op til os i atelieret. Vi fik set mange malerier og nogen glaskunst og nød både kaffe, kringle og flødeskumslagkage. Hvis nogen kom sultne hjem, var det i hvert fald deres egen skyld.

Midt i det hele kunne vores koordinator også aftale en ny opgave med et par af vågekonerne.

En god og hyggelig dag. Mange tak til  arrangør, indkøbs- og bagekone samt chauffører..

 

 

offentligt møde Sidste-hjælp med Helle Thorsted:marts 2018

Folkeoplysende møde om døden- Sidstehjælp.

 

Helle Thorsted kom godt rundt om mange sider af døden ved Vågetjenesten i Thisteds offentlige møde.

Hun er selv hospicesygeplejerske og forfatter til bogen "Alt, du skal vide". Hun bruger også tid på foredrag - dels som folkeoplysning, dels mere fagligt på ældrecentre og i hjemmeplejen for at udbrede den viden om døden, som nok bedst findes på hospicerne.

Helle Thorsted berørte en del facts: Pasningsorlov, plejeorlov, terminal registrering og de mange forskellige former for testamenter.

Hun understregede hvor vigtigt det er at vide, at fælleskonti bliver spærret og en afdøds E-boks lukkes meget hurtig efter et dødsfald, hvorfor man i tide skal have taget sine forholdsregler.

Det er også vigtigt, at pårørende kan finde koderne både til computeren m.v. og så ens "digitale arv" på internettet (f.eks. Facebook) kan lukkes ned.

Men endnu vigtigere er det, at vi taler med hinanden om vore tanker om vores egen død. Det er samtaler, som ofte undlades af misforstået hensyntagen. Det kan være svære og triste samtaler at få begyndt på, men den sidste tid bliver bedre, når man kan tale åbent.

Under punktet palliation fremhævede Helle Thorsted at lidelse kan skyldes flere forskellige forhold.

Der er legemlige plager, psykiske symptomer som angst og uro, men også sociale problemer og åndelige spørgsmål om mening, skyld og skam, magtesløshed og håbløshed.

Hvis man skal lindre lidelse, er det meget vigtigt at lytte - og ikke kun med ørerne.

De legemlige symptomer er oftest er lettest at få øje på, men de afhjælpes ikke godt nok, hvis der også ligger problemer andre steder.

Til slut var der lidt om ritualenes betydning. Mange gamle ritualer, er forsvundet, men vi bør værne om dem vi har, for de er en hjælp for de efterladte, og ritualer fremmer en fællesskabsfølelse.

Vågetjenestens formand sluttede med at takke og sagde, at hvis mødet havde inspireret nogen til at blive vågekoner var de velkomne til at kontakte foreningen (tlf 42190007)

Helle Thorsted er en meget levende og god foredragsholder. Vi fik en rigtig god eftermiddag.

 Så også tak til Trygfonden som gjorde det muligt, at Vågetjenesten kunne arrangere dette folkeoplysende møde.

Hele Anne Diemers referat studietur 2017

Som Ingrid sagde i sin velkomst til 14 andre frivillige fra Vågetjenesten i Thisted: Vi vil både have noget fagligt, noget kulturelt og noget socialt. Det sociale sørger vi selv for her i bussen. Det faglige er studiebesøget på Anker Fjord Hospice. Det kulturelle består i at vi spiser vores sandwich på Det religiøse Museum i Lemvig. De der har lyst kan tage sig tid til at se udstillingen.  de glimrende sandwiches  var FORÆRET af SPAR, tak, dejligt!

På Anker Fjord Hospice, der ligger ved Hvide Sande, ude ved fjorden, med udsigt til marker, fjordenge, surfere på fjorden,  og meget   snart får på engen, blev  vi modtaget af Vera, der er formand for Støtteforeningen. De har 1300 medlemmer.

Vera fortalte spændende og engageret om hvordan deres Hospice var blevet til:

En lokal entreprenør, Ib, ville donere 20 millioner til et hospice, men så ville han også bestemme temmelig meget.'

Efter mange tovtrækkerier med det daværende amt, og med Herning og Holstebro kommuner, blev Anker Fjord Hospice vedtaget: Så passede det til Ibs ønsker, til Kræftens Bekæmpelses etiske idealer, og til den grund, kommunen skænkede. De vigtigste aftaler blev truffet ved hemmelige møder ude i Ibs køkken!

1. spadestik blev taget august 2005, og året efter var huset indflytningsklart. Det er lyst, der er god lyd, lette møbler, meget kunst. 

Ankeret: Ikke nok med at husets grundplan har  form af et anker. Filosofien er, at et hospice er et sted, hvor man kaster anker, og får ro for en tid.  

Alle lejligheder vender mod øst: for alle skal have udsigt til en solopgang, til en ny dag. Hver lejlighed er på godt 60 kvadratmeter, fordelt på soveværelse, et meget teknisk badeværelse, stue og gæstekammer. For ingen skal være alene, når de dør. 

 

Som pårørende er man velkommen. Overnatning er gratis, maden betaler man for. Er det svært, finder de en løsning. Alle efterladte er velkomne til åbent hus hver den 3. torsdag i måneden, og der kommer mange, også en del børn, der render rundt i det hus, de kender. Det har ikke været uhyggeligt for dem.

Vera stråler af stolthed: Det er et fantastisk hus!

Der er 100 frivillige, de deltager naturligvis ikke i plejen ,men gør alt muligt andet, der er til gavn og glæde for patienter og pårørende: Går tur med hunden . leger med børnene, gør klar til måltider, deltager i dem, og rydder op bagefter de står for mange begivenheder, musikarrangementer, og SOLVOGNEN: en trillevogn, der kommer rundt med drinks! Til rådighed for alle patienter og pårørende- hvad enten man er til cola eller gin.

Hospice har også en gruppe vågekoner, der aflaster de pårørende, eller sidder hos, hvor der ingen pårørende er.

Andre frivillige passer drivhuset, der befinder sig i den en ende af "ankeret".

Ude i den modsatte ende ligger stille rummet, eller meditationsrummet, eller sanserummet, der er smukt indrettet medglasvinduer/billederaf Carl Henning Petersen. 

 

De frivillige spiser gratis med, mens personalet skal betale for deres mad. Der laves naturligvis ønskemad, også julemad i september, hvis en patient ønsker sig det!

En vigtig del af hospicefilosofien er, at de pårørende skal have ligeså nærende og helende omsorg som den syge. Vera siger det således: Her hjælper vi familierne med at nå hinanden. Sommetider er det de pårørende der er mest udslidte, og så tager vi os af det, og når alle har fået det bedre, lykkes det med at de kan nå hinanden i den sidste tid.

Der er ingenting der er mærkeligt her, fortsætter Vera, bare man siger hvordan man gerne vil have det, så vil de gøre alt hvad der er menneskeligt muligt for at det bliver opfyldt."

der er ca 220 dødsfald om året.  De flager , men aldrig på halv, det er for hårdt for naboerne.

Gennemsnitsliggetiden er 18 dage. 20 % kommer hjem for en tid. 

Man kommer på hospice gennem visitering: Det palliative team og hospicelederen vælger den, der trænger mest, når der bliver en ledig plads. Enkelte bevilges 2 - 3 ugers særlig pleje, med henblik på at komme hjem og klare sig selv en tid. Et exempel så vi: et ægtepar havde skrevet i gæstebogen, at de nu var klar til at tage en tørn hjemme efter den vidunderlige omsorg de havde mødt på hospice.

 Der er kun voksne patienter på dette hospice, vi har indtil videre kun et enkelt børnehospice, Lukas stiftelsen i København.

Hvordan holder personalet til de mange dødssfald, spørger en af os:

Vera: de siger det sådan, at for hver gang der er en der bæres herfra, er der flere der går ud herfra, og dem har vi givet noget, som gør at de lettere kan komme videre i deres liv."

 

Efter lagkage, kaffe og Veras smukke fortælling, blev vist rundt i huset af Poul(?), endnu en gæv frivillig, dennegang en mand.

Vi kørte hjem, fik sunget undervejs, og glædede os over at der findes institutioner, der er så gennemsyret af kærlig og faglig omsorg.

Tak for en fin dag!

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE